Finansieringshjælp til små og mellemstore virksomheder (åben)
- 28 marts, 2020
- Posted by: admin
- Category: Business plans
Nu er det muligt at få en garanti fra Vækstfonden, som giver små og mellemstore virksomheder lettere adgang til finansiering.
Vækstfonden: COVID-19 garanti til SMV’er
Er din virksomhed ramt på indtjeningen som følge af COVID-19, kan Vækstfonden stille garanti for nye lån eller driftskreditter, som ydes af dit finansieringsinstitut. Garantien giver dig dermed lettere adgang til den nødvendige finansiering.
Vækstfonden kan stille garanti for nye lån og driftskreditter til små og mellemstore virksomheder, der oplever eller forventer at opleve et omsætningstab på minimum 30 pct. som følge af spredningen af COVID-19.
Fakta om COVID-19-garanti for SMV’er:
- Garantien dækker 70 pct. af pengeinstituttets, leasingselskabets m.v. eventuelle tab.
- Garantien har en løbetid på op til 7 år der nedskrives årligt, lineært.
- Prisen består af stiftelsesprovision på 2.500 kr. og en årlig provision, der udgør 1 pct. af det beløb, der garanteres for.
Danske, færøske og grønlandske SMV’er inden for alle brancher kan få COVID-19-garanti. En SMV er defineret som virksomheder der:
- beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning på højst 50 mio. EUR og/eller
- en samlet årlig balance på højst 43 mio. EUR.
Prisen for en COVID-19-garanti for SMV’er består af:
- En stiftelsesprovision på 2.500 kr.
- En årlig provision, der udgør 1 pct. af det beløb, der garanteres for.
- Kontakt din bank:Tal med din bank eller finansieringsinstitut om dine muligheder for at anvende COVID-19-garanti for SMV’er.
- Banken ansøger om garanti online: Hvis dit finansieringsinstitut vil yde et lån mod at få supplerende dækning med en COVID-19-garanti fra Vækstfonden, skal de blot ansøge om garantien online.
- Vækstfonden gennemgår ansøgningen: Vækstfonden gennemgår og accepterer anmeldelsen hurtigst muligt – typisk inden for 48 timer.
Det er ikke muligt at søge om garantien direkte via Vækstfonden.
Regeringens hjælpepakke til erhvervslivet
Garantiordningen er en del af regeringens hjælpepakke til erhvervslivet. Ordningens garantiramme er på i alt 17,5 mia. kr. og en tilhørende tabsramme på ca. 5 mia. kr., hvilket vil facilitere udlån på op til i størrelsesordenen 25 mia. kr.
Regeringen og alle Folketingets partier meldte den samlede hjælpepakke ud den 19. marts 2020.